søndag den 19. august 2012

Grå Bynke - Ugens Urt uge 34

Foto: Palle Holm.

Grå Bynke (Artemisia Vulgáris)

Navnet ”Artemisia” har planten fået fra jagtens gudinde: Artemis.
Bynke kaldes også for Vild Malurt.
Der er forskellige arter af Bynke, de ligner hinanden og har samme egenskaber.
Grå Bynke er den mest almindelige og den, der virker bedst.
-Grå Bynke er meget almindelig i grøftekanter, på marker og på bakker. Den har små grå blomster i juli, august og september.
Den er mellem 0,5 og 1,3 meter høj.
Den dufter lidt krydret.
-Bynkete laves ved at tage 3 spiseskeer med tørret Grå Bynke og hælde ½ liter kogende vand over, teen skal trække i 5 minutter. STORE mængder af Grå Bynke-te er usundt.
-Planten bruges som ormemiddel: Hvis man har børneorm, spolorm eller bændelorm, drikker man Bynke-te tre gange om dagen i en uge (Rejnfan virker dog bedre end Bynke).
Planten bruges mod lus og lopper: Hvis man vil undgå lus og lopper skyller man håret i Bynke-te (Rejnfan virker dog bedre end Bynke).
Tidligere brugte børn stænglerne af Bynke som pisk, når de legede, og man brugte et neg Bynke som kost.

Grå Bynke-te virker vanddrivende og er godt mod hoste, blæresten og gulsot.
Grå Bynke er godt at fodre fugle med: høns og finker kan godt lide den og den virker som vitamintilskud.
Grå Bynke bruges til at fodre gæs med inden de bliver slagtet, det giver en god smag i kødet.
Heksekunster og overtro:

Fra middelalderen frem til nyere tid (år 1500 til 1900) har der været meget overtro med Grå Bynke:

- Man bandt en krans af Grå Bynke, når et barn havde denne krans om hovedet til Sct. Hans, beskytter det barnet mod hekse.
- Man piskede mennesker, som man troede var forheksede, med Grå Bynke. Det skulle fjerne hekseriet.
- Hvis kvinder havde Grå Bynke på sig, var de beskyttede mod alt hekseri og hverken gift eller vilde dyr kunne skade hende, hun blev heller ikke skoldet af solen.
- Hvis man binder Grå Bynke om sine ben, bliver man aldrig træt af at gå eller løbe, og der er ingen hund eller giftige dyr, der kan gøre dig noget.
- Man skal vaske hovedet med et udtræk af roden, for at kurere hovedpine.
- Kvinder, der har svært ved at føde, skal drikke roden kogt i eddike.
- Man lagde Grå Bynke på underlivet af fødende kvinder, for at gøre fødslen lettere; man skal hurtigt fjerne planten, når barnet kommer, ellers kommer kvindens indvolde også ud.

Grå bynke skal plukkes når vi er i jomfruens tegn (23.august til 23.september)

Hvis man går ud til en Grå Bynke Sct. Hans aften inden kl. 12, kan man finde et brændende stykke kul under roden af planten, men så snart klokken har slået 12 forsvinder det. Hvis man forsigtigt tager det brændende kul med hjem, beskytter det mod alle sygdomme selv epilepsi. 
Kilder:  Folk og Flora 4 s.248ff. Flora i Farver.