fredag den 3. april 2009

Fra æg til frø


Så er der forår i den lille sø. Der er æg i store geleklumper lige under overfladen.
De første æg opdagede jeg søndag D. 29 marts.
Jeg vil udføre et kontrolleret forsøg med nogle af ægene. Kontrolleret forsøg indebærer at jeg laver forsøg med ægene, hvor jeg netop ændrer på én parameter (temperaturen) for at se hvilken indflydelse netop temperaturen har på udviklingen af ægene. Alle andre parametre end temperaturen er ens for de to akvarier med æg: Vandet, planter, lys.
Vil du selv prøve at holde haletudser, er der en "opskrift" her. Du kan selvfølgelig også bare følge med her på www.naturfagskonsulenterne.dk

Dag 1:
Jeg har taget nogle æg med hjem fra søen. Nogle af ægene er indenfor i konstant 20 grader, medens de andre æg er udenfor i solen med temperaturer, der veksler mellem 3 og 20 grader afhængig af solen.
Nu håber jeg på, at ægene er befrugtede og levedygtige, så vi kan følge med i udviklingen fra æg til frø.

Dag 2:
Der er ingen forskel på ægene under de to forskellige forhold (konstant 20 grader indenfor - fra 3 til 20 grader udenfor).
Ægene med den omgivende gele er 8 mm i diameter, den sorte klat (fosteret) er 1,5 mm.